Sundhedsdatastyrelsen styrker den digitale handlefrihed
Sundhedsvæsenets Elektroniske Brugerstyring (SEB) er en samfundskritisk adgangsløsning til sundhedsdata på tværs af 100+ systemer. Løsningen er over tid blevet kompleks og tæt bundet til bestemte teknologier og leverandører. Et ændret trusselsbillede gjorde det nødvendigt at styrke kontrollen og reducere sårbarheden.
Sundhedsdatastyrelsen valgte sammen med Globeteam en trinvis og risikominimerende tilgang. Først moderniseres og standardiseres SEB, hvorefter løsningen flyttes til Statens IT. Sideløbende forankres kompetencer i organisationen gennem tæt samarbejde og sidemandsoplæring.
Sundhedsdatastyrelsen opnår gradvist større kontrol over en samfundskritisk løsning. Den forenklede arkitektur styrker robustheden og reducerer afhængigheder, mens beslutningskraft og teknisk ejerskab flyttes tættere på organisationen. Projektet markerer et konkret skridt mod øget digital suverænitet.
Home » Sundhedsdatastyrelsen styrker den digitale handlefrihed
Et konkret skridt mod digital suverænitet gennem modernisering af Sundhedsvæsenets Elektroniske Brugerstyring
Sundhedsvæsenets Elektroniske Brugerstyring (SEB) er fundamentet for adgangen til over 100 sundhedsfaglige systemer i Danmark — en samfundskritisk løsning, som omkring 150.000 brugere benytter hver måned, fra praktiserende læger og regioner til webapoteker.
For at styrke kontrollen over løsningen besluttede Sundhedsdatastyrelsen at flytte den fra cloud til dansk statslig infrastruktur. Projektet markerer et konkret skridt mod større robusthed og øget digital handlefrihed.
SEB er i dag driftet som en public cloud-løsning, men i takt med at trusselsbilledet har ændret sig, er der opstået en ny bevidsthed om den sårbarhed, der kan følge med afhængigheden af globale cloudleverandører.
Som Christian Sjunnesson Dybro, sektionsleder for Services og Brugerstyring i Sundhedsdatastyrelsen, forklarer: “Der har været situationer, hvor store cloudleverandører har lukket for adgangen til systemer. Det danner et nyt trusselsbillede – hvis nogen kan afskære en vigtig komponent i SEB, ødelægger de jo ret beset hele vores løsning.”
Overvejelserne handlede i praksis om det, der i dag betegnes som digital suverænitet: “Det blev ikke udtalt som digital suverænitet, men vi talte om, hvordan vi kunne robustgøre os, hvis nogen ovre på den anden side af Atlanten fik tilsvarende ideer omkring dansk sundheds-IT,” siger Christian Sjunnesson Dybro.
Hertil kommer, at SEB over tid er vokset i kompleksitet og blevet tæt bundet til bestemte teknologier og leverandører, hvilket har gjort det sværere at ændre kurs og prioritere på egne præmisser.
På den baggrund har Sundhedsdatastyrelsen besluttet at flytte driften af SEB fra cloud til Statens IT’s infrastruktur for dermed at forankre løsningen under dansk jurisdiktion og samtidig styrke det organisatoriske og tekniske ejerskab.
Kontrolleret modernisering og transition
“SEB havde nogle gamle legacy-komponenter og teknisk gæld, som vi ønskede at adressere i forbindelse med flytningen, så det er ikke bare en transition, det er også en modernisering,” fortæller Christian Sjunnesson Dybro og fortsætter: ”Det er risikofyldt og svært både at flytte drift og lave grundlæggende ændringer i arkitekturen på én gang, og derfor valgte vi at tage et skridt ad gangen og standardisere løsningen først, mens den stadig kører i cloud.”
Moderniseringen indebærer at gennemgå arkitekturen, reducere afhængigheder og flytte forretningslogik ud i en selvstændig komponent for at give større fleksibilitet fremadrettet. Målet er ikke at vende ryggen til cloud, men at tage de automatiseringer og deployment-principper, der er opbygget i cloud, med over i den nye driftsmodel.
Med et forenklet fundament kan selve flytningen gennemføres kontrolleret og med minimal påvirkning af den daglige drift. Globeteam understøtter planlægningen og koordineringen med Statens IT gennem løbende risikovurdering og milepælsstyring.
Når transitionen er fuldt gennemført, vil ansvarsdelingen være klar: Statens IT varetager basisdriften, mens Sundhedsdatastyrelsen har applikationsansvaret og den tekniske styring.
Jeg har stor respekt for en leverandør, der tør udfordre status quo og pege på smartere måder at løse tingene på. Det er essensen af det samarbejde, vi har med Globeteam."
Christian Sjunnesson Dybro, sektionsleder for Services og Brugerstyring, Sundhedsdatastyrelsen
Kompetencer og samarbejde som strategisk greb
En central del af projektet er at forankre viden og kompetencer i organisationen. Globeteam arbejder onsite og integreret i Sundhedsdatastyrelsens projektorganisation — ikke som en traditionel ekstern leverandør, men som del af et fælles team.
Den løbende sparring i hverdagen flytter både viden og beslutningskraft ind i organisationen. Som Christian Sjunnesson Dybro beskriver det: “Den løbende sidemandsoplæring betyder, at vores interne kompetencer løftes med det samme. Vi kan hele tiden lige spørge: Jeg er ved at lave det her, giver det mening at gøre sådan? Det er return on investment fra dag ét.”
Den tætte organisering har samtidig reduceret risikoen for klassiske leverandørsituationer, hvor noget leveres til kantstenen, og kunden først bagefter skal vurdere, om det svarer til forventningerne. Samarbejdet er i stedet præget af fælles ansvar: “Vi har fået skabt en fællesskabsfølelse omkring det, vi bygger, så vi alle sammen føler, vi har lige meget ansvar. Vi er i højere grad optaget af, hvordan vi er stærke sammen,” siger Christian Sjunnesson Dybro.
For Sundhedsdatastyrelsen er samarbejdsformen derfor ikke kun et spørgsmål om effektivitet, men understøtter den langsigtede bevægelse mod større organisatorisk selvstændighed.
Større robusthed og handlefrihed
Moderniseringen og den igangværende flytning af SEB betyder, at Sundhedsdatastyrelsen opnår større kontrol over en samfundskritisk løsning.
Den forenklede arkitektur reducerer kompleksiteten og gør løsningen lettere at vedligeholde og videreudvikle. Færre afhængigheder og tydeligere ansvarsdeling mindsker risikoen og styrker robustheden i en løsning, som 150.000 brugere er afhængige af hver måned.
Samtidig flyttes beslutningskraften tættere på organisationen, så prioriteringer, videreudvikling og tekniske valg i stigende grad kan træffes på egne præmisser.
Men for Sundhedsdatastyrelsen handler digital handlefrihed ikke om at stå alene. Det handler om at kunne vælge sine samarbejdspartnere: “Slutmålet er at blive så frie som overhovedet muligt. Ikke fordi vi vil undvære vores leverandører, men fordi vi ikke skal være afhængige. Det er en kernedel af digital suverænitet, at vi kan flytte os og bevæge os med tiden,” siger Christian Sjunnesson Dybro.
Det stiller samtidig nye krav til leverandørsamarbejdet. Når kunden har større ejerskab, bliver leverandørens rolle i højere grad at udfordre og bringe nye perspektiver i spil: “Jeg har stor respekt for en leverandør, der tør udfordre status quo og pege på smartere måder at løse tingene på. Det er essensen af det samarbejde, vi har med Globeteam,” slutter Christian Sjunnesson Dybro.
Sundhedsdatastyrelsen er en styrelse under Indenrigs- og Sundhedsministeriet med ansvar for at levere sammenhængende sundhedsdata og digitale løsninger. Formålet er at skabe sammenhæng, kvalitet og et bedre beslutningsgrundlag i den danske sundhedssektor, til gavn for patienter, sundhedspersonale samt forsknings- og administrative formål.
Kan jeg hjælpe?
Vil du høre nærmere om, hvordan Globeteam kan hjælpe dig med et lignende projekt, så kontakt mig for en uforpligtende dialog på +45 3086 4343 eller pl@globeteam.com