Manglende fælles overblik over arealomlægningen og fremdriften på de politiske mål i Den Grønne Trepart, som alle kunne følge med i.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø fik udviklet MARS. MARS-systemet er en GIS-baseret platform, der gør det muligt at tegne grønne projekter ind på kort, beregne effekter, sende ansøgninger og følge status på tværs af aktører.
I dag har alle parter et autoritativt datagrundlag, som hjælper med at strukturere arbejdet og implementere målene i Den Grønne Trepart, og som i praksis fungerer som beslutningsstøttesystem. Løsningen er blevet taget godt imod på tværs af interessentlandskabet og blev leveret til tiden.
Home » Schweizerkniven MARS omsætter grønne, politiske ambitioner til konkret handling
Da Den Grønne Trepart blev vedtaget, skulle det pludselig gå stærkt med udviklingen af en it-løsning, der kunne understøtte arbejdet. Løsningen blev den helt nye platform MARS, som ikke bare samler alle interessenter om et fælles datagrundlag, men også er med til at strukturere og følge op på fremtidens grønne indsatser.
Danmark kom på verdenskortet, da Den Grønne Trepart blev indgået i sommeren 2024. Den historiske aftale mellem regeringen, en række partier og organisationer skal sikre mere natur, renere vand og en bæredygtig omstilling af landbruget. Mere præcist skal der etableres 250.000 hektar skov frem mod 2045, udtages 140.000 hektar lavbundsjord inklusive randarealer og reduceres 13.800 ton kvælstof. En massiv opgave med mange interessenter, stor bevågenhed og et konstant politisk pres.
Ministeriet for Grøn Trepart og den nyoprettede Styrelse for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) blev sat i spidsen for opgaven. Her stod det hurtigt klart, at der var brug for ét autoritativt datagrundlag, som kunne danne basis for både beslutninger og planlægning. Løsningen blev it-platformen MARS – Multifunktionel Arealregistrering – som allerede gik i produktion i januar 2025, blot få måneder efter den politiske beslutningsproces var afsluttet. I dag fungerer MARS som Den Grønne Treparts digitale linse, som alle ser arbejdet igennem og planlægger indsatser ud fra.
I SGAV arbejder Isabella Theodorsen som specialkonsulent og projektleder på MARS. Hun beskriver it-platformen som lidt af en schweizerkniv, der løser mange forskellige opgaver.
“I dag er vi kun kommet et lille stykke af vejen, når vi kigger på, hvilke projekter der er ansøgt. Derfor var et af kravene til MARS, at det skulle fungere som et planlægningsværktøj, der kan vise, hvordan vi når trepartens målsætninger. Vi har valgt, at MARS skal være et GIS-værktøj, som gør det muligt at tegne, analysere og visualisere geografiske områder og kombinere data fra forskellige kilder. På den måde kan kommuner og andre aktører tegne projekter ind – her vil vi have lavbund, her vil vi have skov, her vil vi lave natur – og samarbejde om det,” siger Isabella Theodorsen.
Hun forklarer, at MARS ikke kun handler om planlægning, men også om at få projekterne realiseret. Derfor rummer løsningen også et ansøgningsmodul, hvor et skitseprojekt kan gøres klar til indsendelse, mens selve sagsbehandlingen stadig foregår i styrelsens fagsystemer. Derudover har MARS en statusfunktion, der giver overblik over fremdriften. Her kan kommunerne følge udviklingen i deres område, og borgerne kan se, hvor langt arealomlægningen er på landsplan og lokalt.
“Det sidste er en vigtig pointe. MARS øger transparensen. Før skulle man henvende sig til flere forskellige fagkontorer for at få de nødvendige oplysninger, men nu ligger data ét sted. Det gør det tydeligt, hvad vi bruger midlerne til, og giver alle – både politikere, kommuner og borgere – adgang til de samme informationer og resultater.”
Projektet har været en succes, og det er blevet leveret til tiden. Vi har fået ros fra aktørerne og brugerne. Selv ministeren har haft rosende ord. Det er virkelig dejligt og motiverende, og samtidig har vi internt i styrelsen oplevet det som en stor gevinst at have ét samlet datagrundlag."
Isabella Theodorsen, specialkonsulent og projektleder på MARS hos SGAV
MARS er udviklet i et samarbejde mellem SGAV, Danmarks Miljøportal samt Globeteam og Septima som it-leverandører. På flere områder har det været et velfungerende samarbejde.
“Projektet har været en succes, og det er blevet leveret til tiden. Vi har fået ros fra aktørerne og brugerne. Selv ministeren har haft rosende ord. Det er virkelig dejligt og motiverende, og samtidig har vi internt i styrelsen oplevet det som en stor gevinst at have ét samlet datagrundlag,” siger Isabella Theodorsen. Hun peger på samarbejdsformen som en vigtig årsag til succesen.
“I stedet for en klassisk kravspecifikation har vi arbejdet tæt sammen i korte iterationer. Vi kunne aldrig have lavet det her som et vandfaldsprojekt, for kravene har ændret sig løbende i takt med politiske beslutninger og brugernes erfaringer. At vi har arbejdet agilt og dialogbaseret, har gjort det muligt at justere undervejs. Nøglen har været, at vi turde gå i luften med en første version og bygge videre derfra. Vi accepterede, at løsningen ikke behøvede at være perfekt fra dag ét, så længe vi skabte værdi hurtigt. Det krævede selvfølgelig ledelsesmæssig opbakning, men den fik vi også.”
Der er også ros til både Globeteam og Septima, som har ageret som ét samlet team på projektet.
“Det har været altafgørende, at vi har haft samarbejdspartnere, der både forstår de tekniske komponenter, men som også har erfaring med miljødata. Vi har for eksempel kunnet udnytte lagvælgeren, der samler en masse kortdata, som vi ellers selv skulle have indsamlet. Det havde været en kæmpe opgave. Samtidig har de været gode til at omsætte vores faglige behov til noget, brugerne faktisk kan forstå. Hvor vi fagfolk ofte vil have alle detaljer med, har de hjulpet os med at løfte blikket og lave visualiseringer, der er enkle og brugervenlige. Så kan vi altid lægge de mere nørdede detaljer i en faglig vejledning ved siden af,” siger Isabella Theodorsen og slutter:
“Vores oplevelse er, at vi har haft leverandører, som ikke bare laver det, vi beder dem om at lave. De udfordrer os. For mig er det beviset på et reelt samarbejde, hvor en leverandør ikke bare står udenfor projektet, men er med inde i maskinrummet.”
Globeteam og Septima har genbrugt eksisterende data, metoder og rammeværktøjer fra andre udviklingsprojekter på miljøområdet, hvilket har betydet, at de hurtigt kunne omsættes til brugbare løsninger i MARS-projektet.
MARS-systemet – Multifunktionel Arealregistrering – er en digital platform, der understøtter den grønne trepartsaftale ved at samle data, planlægning, ansøgninger og statusoverblik ét sted. Løsningen er udviklet i et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), Danmarks Miljøportal, Globeteam og Septima.
Kan jeg hjælpe?
Vil du høre mere om, hvordan Globeteam kan hjælpe dig med en lignende løsning, så kontakt mig gerne på +45 4245 8797 eller hgs@globeteam.com