Kundecase

Microsoft Cloud Voice binder NAC sammen på tværs af kontinenter

Udfordring

To traditionelle PBX-telefonicentraler tvang NAC til at allokere driftsressourcer i en koncern, der på alle andre områder forfølger en cloud-first strategi.

Løsning

Microsoft Cloud Voice-implementering til ca. 200 medarbejdere i fem lande. Løsningen samler virksomhedens globale telefonibehov i én platform og giver nye muligheder for fleksibelt samarbejde og bedre kundeservice.

Resultat

NAC kan fokusere it-afdelingens kompetencer på udvikling af kerneforretningen fremfor håndtering af driftsopgaver. Medarbejderne kan arbejde mere mobilt og fleksibelt. Og koncernens samlede omkostninger til telefoni er en tiendedel af omkostningerne forbundet med at drifte de to tidligere PBX-telefonicentraler.

Flyvirksomheden NAC opnår en lettere hverdag med Microsoft Cloud Voice

Opgraderingen fra traditionelle PBX-telefoncentraler til Microsoft Cloud Voice i NAC-koncernen er gået over al forventning. Både teknikernes og brugernes bekymringer er forsvundet, i takt med at nye muligheder har foldet sig ud og resulteret i en nemmere hverdag.

Den danske flyvirksomhed, Nordic Aviation Capital (NAC), har en klar it-strategi. De vil lægge så mange løsninger i skyen som muligt, så de slipper for at bruge tid, kræfter og penge på driftsopgaver. Det ansvar vil de hellere overlade til andre og selv fokusere de interne it-kompetencer på udvikling af kerneforretningen. NAC’s cloud first-strategi er gennem de seneste år blevet fulgt til punkt og prikke. Næsten da. For fysisk på lokationerne i Billund og byen Limerick City i Irland stod indtil for nylig to traditionelle PBX-telefonicentraler. De fungerede – telefonerne ringede, medarbejderne fik fat i hinanden, og arbejdsopgaverne blev udført. Men NAC oplevede også nedbrud, som blandt andet lammede alle kontorets fastnettelefoner henover en weekend, og de oplevede fra tid til anden besværlige samarbejdsprocesser, fordi nogle medarbejdere anvendte Skype, mens andre kun havde fastnettelefoner. Derfor satte NAC gang i en telefoniopgradering på tværs af hele koncernen. I løbet af 2018 skiftede mere end 200 medarbejdere fordelt over kontorer i fem lande til Microsoft Cloud Voice med Globeteam som teknisk ansvarlig samarbejdspartner og GlobalConnect som infrastrukturudbyder i Danmark.

“Den dag, vi gik live, var der selvfølgelig lidt nervøsitet i afdelingen,” forklarer Mads Krog-Jensen, Group Vice President IT i NAC. “Kom de nye numre nu over i Skype, fungerede alt, som vi havde planlagt og så videre. Men det gik over al forventning. Der har ikke været noget som helst at sætte en finger på gennem hele forløbet, og tidsplanen er blevet holdt. Det har været et rigtigt godt projekt.”

Bekymringer var grundløse

De bekymringer, der fyldte mest hos Mads Krog-Jensen forud for opgraderingen til Microsoft Cloud Voice, handlede mest om brugeradoption. Han var tryg ved konsulenten fra Globeteam og kunne mærke, at vedkommende havde stor erfaring fra lignende projekter. Men man kan aldrig vide, hvordan brugerne reagerer på en forandring. For nogle kan det være en stor ting at vænne sig til at bruge et headset, når de snakker i telefon. Derudover talte de også internt om, hvordan talekvaliteten mon ville blive, når et opkald skulle dirigeres fra Microsoft Cloud Voice-platformen via infrastrukturudbyderen og over på en telefonlinje til modtageren af opkaldet.

“Jeg har lige været på forretningsrejse i Singapore, og der modtog jeg opkald via Skype uden problemer. Talekvaliteten er ligeså god, som hvis jeg sad hjemme i Danmark. Det er det generelle billede, uanset hvor vi ringer til og fra,” siger Mads Krog-Jensen.

Nye muligheder og sparede penge

I dag har NAC ikke bare de samme telefonimuligheder som før; de har en også fået en bredere pallette af funktionsmuligheder med Microsoft Cloud Voice. Modsat tidligere, hvor landekontorerne anvendte deres egne silosystemer til telefoni, anvender alle medarbejdere i hele koncernen i dag den samme løsning. I takt med at de enkelte kontorer lukker for hovednummeret efter endt arbejdsdag, betyder det eksempelvis, at de kan viderestille kaldet til søsterselskaber i andre tidszoner, og dermed have meget længere åbningstider. Hvor medarbejderne tidligere var begrænset af at have et stationært fastnetnummer, kan de i dag tage det personlige nummer med sig, når de er på farten eller arbejder hjemmefra. Og endelig – og selvfølgelig ikke uvæsentligt – er NAC’s samlede telefoniomkostninger faldet til en tiendedel sammenlignet med den akkumulerede driftsudgift til de to PBX-telefonicentraler. Blandt andet fordi medarbejderne allerede har vænnet sig til at ringe til hinanden via Skype.

“Brugerne er blevet super glade for det. De har kun været positive, hvilket i høj grad har skyldtes intern træning og uddannelse,” siger Mads Krog-Jensen.

Simpel og intuitiv

Det er altid nemt at skue tilbage, når hele projektet er veloverstået, og slå ned på de ting, man ville have gjort anderledes. Hvis Mads Krog-Jensen fik den mulighed, ville han nok have accelereret NAC’s interne proces.

“Globeteam og teknikken var på plads. Men vi brugte måske selv lidt for lang tid på at blive klar og overkommunikerede måske også projektet ud i organisationen, fordi vi var nervøse for, at eventuelt bekymrede brugere ville skabe støj. Men det viste sig hurtigt, at løsningen er så simpel og intuitiv at bruge, at det havde vi ikke behøvedes. Vi testede blandt andet et receptionist-modul til løsningen, men feedbacken fra receptionisterne var, at det ikke var nødvendigt. Det er det fede ved Microsoft Cloud Voice. Løsningen er så dækkende, at det næsten er ligegyldigt, hvilket behov du har, så kan man få det til at fungere,” slutter Mads Krog-Jensen.

Migrering til Skype eller Teams

Globeteams erfarne konsulenter sikrer en kontrolleret migrering til Skype eller Teams.

Læs mere om Microsoft Teams her

Peder Lind Sørensen Globeteam
Peder Lind Sørensen
Salgsansvarlig

Kan jeg hjælpe?

Vil du høre mere om, hvordan Globeteam kan hjælpe dig med en lignende løsning, så kontakt mig gerne på +45 3074 7474 eller pls@globeteam.com

Nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret på din virksomheds digitale muligheder med cases og faglige artikler